Alfred I. Jensens liv som kunstner kan opdeles i 3 hinanden overlappende perioder: læring, modning og nye resultater.

Læringsperioden begyndte allerede da han som barn ikke kunne lade være med at tegne og tegne og tegne. Og det uanset at blyant og papir var en uhørt luksus for en søn af en sporvognskonduktør (senere vognstyrer) og en smørre­brøds­jomfru (herefter husmor) med 11 børn i en 2½ værelses lejlighed på det indre Nørrebro. I første periode arbejdede han først og fremmest med tegning og grafik. Han gik på Kunsthåndværkerskolen 1936-39, og i 1943 blev han optaget på malerskolen på Det Kgl. Kunstakademi, hvor han først uddannede sig indtil 1950 og senere gik på frescoskolen 1955-62. Da han i 1952 flyttede hjemmefra og blev gift med kollegaen Maria H. Òlafsdóttir, var han 5 år inde i næst periode.
Modningsperioden begyndte i oktober 1947, hvor han havde været i udlandet første gang, og hvor han sammen med 6 kammerater fra akademiet stiftede Kunstnersammenslutningen SE, statsanerkendt fra 1959 (fra og med 1956: Kunstnergruppen SE).

I denne periode arbejdede han videre med grafikken, men i stigende grad med naturalistiske oliemalerier. Han påbegyndte og udviklede også de mikroskopistudier af geologisk stenslib, der danner grundlag for hans mere abstrakte oliemalerier. I 1960’erne opfandt han en brændebillede-teknik. Han anvendte foreksempel cigarkasselåg, afskallede paneler, kasserede køkkendøre, gulvplanker, mv., som han ”tegnede på” med solstråler gennem brændeglas eller med gasflamme.

Anden periode sluttede i 1983, da han blev nødsaget til at sætte sin drøm på standby om et kunstmuseum for Kunstnergruppen SE i hans hus Vindheimar i Næsby. Udslagsgivende var, at hans brors, maleren Svend Immanuels, testamentering til ham – og dermed til SE – blev omstødt.

Nye resultater startede i 1969, hvor han udstillede sit første store brændebillede Himmerigets Port i SE på Charlottenborg: Indtil da havde han kun eksperimenteret med mindre brændebilleder. Op igennem 60’erne fik han godt fat i publikum, og ved udstillingerne i 70’erne mønstrede SE 10-12 kunstnere hvert år. Et af årene fyldte de hele Charlottenborgs udstillingsareal.

I 1977 skulle Charlottenborg gennem en større ombygning, og SE-formanden indså, at tiden for de mindre kunstnergrupper på Charlottenborg var ved at rinde ud. SE holdt sin sidste Charlottenborgudstilling i 1976, og i 1983 bestemte Alfred I. Jensens sig for helt at indstille sin udstillings-virksomhed og i stedet anvende den tilbageværende tid på at skabe nye resultater i sin kunst. Han afsluttede selv den tredje periode i 2001 med sit naturalistiske oliemaleri, Billedet i billedet, i billedet, i …. evighed.
 I løbet af 60’erne havde han som formand for Kunstnergruppen SE fået gode pressekontakter, og i 1975 blev han tippet til Ole Michelsen af Haldur Sigurdsson. Samme år producerede Ole Michelsen sin første store radioudsendelse med ham, Kunsten at være fattig. Det blev til et livslangt venskab mellem ham og Alfred og til mange flere udsendelser, bl.a. en række kvart-i-ni-udsendelser i 80’erne under fællestitlen Noget om den levende natur.

Alfred I. Jensens 3 kunst- og livsperioder er bundet sammen af hans tilknytning til egnen syd for Susåen. Han var kun 7 år, da han første gang kom til Aagaarden i Næsby som københavnerferiebarn, og han var så heldig at få lov at komme igen de følgende 9 somre. For drengen fra det indre Nørrebro blev synet og lydene af naturen – fuglene, himlen og skyerne over de sjællandske herregårdsmarker – en skelsættende oplevelse. Senere blev det en værdifuld udfordring for den modne kunstner igennem de vekslende årstider at formidle vejrets særlige lysvirkninger på denne egn i maleri og grafik.

I begyndelsen af 1950’erne var han og Maria et par gange taget på tegne- og teltture til Susåen, og i 1963 købte de nabohuset til Aagaarden, det faldefærdige smedehus. De næste mange somre satte de det i stand og gav det navnet Vindheimar efter Marias fødehjem på Island. Fra og med 1977 arbejdede han her på fuld tid med sin kunst. Hans samling af malerier, grafik, tegninger, skitser, SE-kataloger, SE-plakater, og dagbøger, breve, mv. befinder sig stadig i kunstnerhjemmet Vindheimar.

Vindheimar, film af V. Ósvaldurson Knudsen, Reykjavik (1975); Ole Michelsen: Kunsten at være fattig (1975, DRs arkiv); samme: En uge før bulldozeren (1978, smst.); Og døden kom (1980, smst.); Valdis Jensen: Blandt heste ved Susåen (video, 1990); Bente Holm Nielsen: Video (1991).
Der er foreløbig registreret og indscannet 200 anmeldelser, interviews og noter om Kunstnergruppen "SE's" udstillinger fra forskellige aviser. Der findes yderligere 100.
SE-katalogerne fra 1948-76 er en vigtig kilde til oplysning om Alfred I. Jensen og hans værk.

Journalisten og maleren Kirsten Murhart www.murhart.dk skrev i år 2000 en bog om ham på baggrund af båndede samtaler med ham gennem et par år. Bogen er ikke færdigredigeret.