|
|
|
|
|
Hjemmet emmer af kreativitet, aktivitet og virkelyst
Bjørn Wiinblad elskede det liv og de mennesker han havde omkring sig. De ansatte i huset – malerpigerne der malede figurer i værkstedet, endnu en malerpige på tegnestuen, i gang med at håndkolorere en plakat efter Wiinblads anvisning, gartneren der fejede blade i haven, husholdersken
Fru Jørgensen, der forberedte frokost i køkkenet – de, ja alle, der havde sin gang i huset, var en del af det liv og den mangfoldige aktivitet, der prægede dagene. Alle var de i gang. Og for dem alle var huset en fantastisk arbejdsplads.
Et eventyrligt kunstnerhjem
Om aftenen havde Wiinblad ofte middagsselskaber for venner og forretningsforbindelser i Det Blå Hus. Han holdt af små selskaber, gerne bare 8-12 personer. Så var der plads til, at alle kunne tale sammen.
Bjørn Wiinblad var en omsorgsfuld, gæstfri og festlig vært.
At sidde til bords i hans spisestue har været eventyrligt, hvilket man stadig kan få en fornemmelse af, når man besøger huset, står i spisestuen og oplever det stemningsfulde rum. Der er blå kakler overalt, på vægge og loft, der er levende lys i stagerne, smukke glas, service og bestik i Bjørn Wiinblad design på bordet, som i enhver henseende er overdådigt dækket op.
Efter middagen fortsatte aftenen gerne i stuen på første sal, hvor kaffen blev serveret, nogle gange akkompagneret af Wiinblad på klaver. Også i stuen er der en fabelagtig verden at gå på opdagelse i. Kunstsamlingen, bogsamlingen og indretningen er helt speciel, så meget Wiinbladsk.
Stemningen i stuen kan forekomme huleagtig, de store forhold til trods. Måske fordi de fleste af
vinduerne er dækket til.
Når gæsterne så var gået hjem, gik Bjørn Wiinblad gerne tilbage på tegnestuen eller i værkstedet, for at arbejde, ofte til langt ud på natten.
Giv mennesker glæde
Bjørn Wiinblad (1918-2006) var en ener i dansk kunst. Hans værker adskiller sig markant fra det enkle og stilrene nordiske udtryk, der i høj grad prægede kunst og design i hans samtid, i det mindste her i Danmark. Bjørn Wiinblad var en humørfyldt, farverig og frodig kunstner. Hans ledetråd, hans drivkraft, var “Giv mennesker glæde”. Udsagn der afspejles i hans ofte overdådige, orientalsk inspirerede værker.
Wiinblad favnede bredt
I Danmark er Bjørn Wiinblad nok stadig mest kendt for sine keramiske værker. Man kan stadig møde de blå og sorte platter og fade i næsten alle hjem i 60’ernes og 70’ernes Danmark. Platterne fra Nymølle havde alle nemlig råd til. Og det var en pointe for Bjørn Wiinblad, at alle, der ønskede det, skulle kunne erhverve sig et fad eller en figur.
Tog man i Københavns Tivoli, kunne man også møde hans figurer dér, blot i noget større skala. Mange husker for eksempel de frodige kvinderi keramik, der figurerede som springvand.
Men Bjørn Wiinblad holdt sig ikke til keramik. Han tegnede scenografi og kostumer til Det Kongelige Teater, til Pantomimeteatret, til teatre rundt i hele verden, bl.a. Norge, Sverige, Tyskland og USA.
Han tegnede plakater, han tegnede julemærker, frimærker, han dekorerede restauranter, hele krydstogtskibe og meget meget mere.
Hele verden som arbejdsplads
Bjørn Wiinblad blev en kendt og storsælgende international kunstner. De design han skabte i porcelæn og glas, i samarbejdemed Rosenthal i Tyskland, er legendariske. I USA er han nok mest kendt for sine store udsmykningsopgaver, hvoraf nogle er udformet som gigantiske gobeliner, dekorativt befolket af eventyrfigurer, i Wiinblads helt eget fabulerende formsprog.
Bjørn Wiinblad holdt sig ikke tilbage. |
|
|
|
|
|
Idè & webdesign:KRAFTnewmedia.dk © 2022 |