Billedkunstneren Jens Søndergaard planlagde selv, at hans sommerhus på kanten af Vesterhavet i Ferring sydvest for Lemvig skulle være museum efter hans død
Det kostede den nette sum af to malerier, men til gengæld ligger huset også så tæt på Vesterhavet, man kan komme.

Malerierne, som en trælasthandler i Lemvig fik i bytte for sit sommerhus, gik tabt i en bilbrand, da han i begyndelsen af 1930’erne var på vej til København for at sælge dem. Sommerhuset er derimod intakt og fremstår i dag som kunstmuseum på et kulturhistorisk fundament.

Her boede billedkunstneren Jens Søndergaard om sommeren, og her malede han himlens farver og havets bølger, både på de klare, lune dage og på de grålige, stride vestenvindsdage med regn og rusk.
På trods af nærheden til havet er landsbyen Ferring, tæt på Bovbjerg Fyr, ingen klassisk strandby. Måske fordi havet her med sine enorme cementhøfder, der rager mange meter ud, er ekstra barskt og da også rummer historier om op til flere tragiske skibsforlis. For Jens Søndergaard var stedet imidlertid perfekt, for her kunne han finde sine motiver lige uden for vinduerne.
Hans første møde med stedet var i 1928, hvor han besøgte sin gode ven, kunstneren Niels Bjerre, på badehotellet Bovbjerghus.

”Jens Søndergaard ankom sent på dagen til god mad, øl og snaps, så det var først, da han dagen efter trak gardinerne fra, at han rigtigt opdagede landskabet. Men så var han til gengæld også tabt for altid.
To år efter det første besøg indgik Jens Søndergaard så den omtalte handel med trælasthandleren, og han kunne derefter gøre det, der dengang blot var et lille skurlignende hus, til sin og familiens sommerresidens.

Siden byggede han til ad flere omgange, og allerede flere år inden sin død som 62-årig havde han bestemt, at stedet skulle videreføres som museum. Han testamenterede derfor huset og alt, hvad der var i det, til Ferring Sogn.

Han bestemte også, at det skulle være et såkaldt lukket museum, hvilket betyder, at eftertiden ikke må tilføre andre værker end dem, han selv efterlod på stedet.
Det er til gengæld også en pæn stak. De tre rum, der udgør museet, er fyldt med billeder på alle væggene, og også malerens staffeli og adskillige af hans malertuber og paletter bliver vist frem.

Jens Søndergaard var en meget anerkendt kunstner i sin samtid og udstillede, mens han levede, i hele Europa. I dag har stort set alle danske kunstmuseer Jens Søndergaard repræsenteret i deres samling.
På det lille museum i Ferring forstår man hvorfor. Hans ekspressionistiske billeder er farvemættede og storladne og på mange måder forud for deres tid. Han udtrykte det selv ved at sige: ”Jeg vil mærke farvekraften ad helvede til”.

Naturen var hans største inspirationskilde, men der er ikke antydning af naturalisme i hans billeder. Det skulle da lige være i det lille billede, der på museet hænger i rummet, der udgør det originale sommerhus fra 1930. ”Landskab med mølle” hedder billedet, der bærer en noget overdimensioneret mørk træramme.
Det billede malede Jens Søndergaard som 13-årig kort tid efter, at han i konfirmationsgave havde fået sit første sæt pensler og tuber med oliemaling.

I samme rum hænger et stort selvportræt, som måske/måske ikke er ufærdigt. Det er noget af det sidste, Jens Søndergaard malede i Ferring, inden han blev syg i 1956 og derefter ikke mere kom til Vesterhavet. mere, for året efter døde han.

På selvportrættet er ansigtets træk helt usynlige eller måske med vilje malet over, for at han kunne begynde forfra. Ingen ved det, og ingen får det nogensinde at vide. Det er blandt andet den slags, der gør det fascinerende at blive lukket indenfor i Jens Søndergaards sommerhus.
Jens Søndergaard var lidt af en Klods-Hans-figur, der sagde sin mening og gik i folk med træsko på. Han kunne være højrøstet, egenrådig og selvsikker til det ulidelige, men han var samtidig et poetisk og følsomt gemyt.

Ved siden af maleriet udtrykte han sig også i digte, og selvom han det meste af året boede i København, var havet også i digtningen en stor inspirationskilde. Som i dette digt: ”Kender du havets stille melodi/eller dens djævelsk dumpe brølen/kender du havet i stille og storm/det er evigheden. Kender du natten mørk og tung/eller lysende mod månen/stille ensomhed, ligge og lytte til den/det er evigheden.”