Emil Aarestrup hørte til dem, om hvem der gik man muntre anekdoter, men som oftest er sådanne vanskelige at kontrollere. En af dem, hvis ægthed er garanteret, går ud på, at han i Kolerasommeren 1853, kort efter at have udstedt et officielt forbud mod nydelse af rå frugt, foreslog en af sine bekendte, der beklagede, at hans haves frugte skulle rådne op, at inviterer hans 12 børn ned for at tage for sig af retterne!

Ved sin død 1856 efterlod han sig et dybt savn både som menneske og som læge. Alle, med hvem han var kommet i berøring, havde lært at skatte hans rige ånd og helstøbte personlighed.

En af vore store lyriske digtere, Carl Ludvig Emil Aarestrup (1800-1856), var en tid knyttet til Odense, hvor han fra 1849 til sin død virkede som Fysikus.
Skønt han af og til kunne forfalde til mismod over provinslivets trivielle spidsborgerlighed eller føle sig trykket af økonomisker besværligheder, der voksede, efterhånden som familien voksede - med sin hustru Caroline f. Aagaard (død 1893), havde han ikke færre end 12 børn - var han dog gennemgående en glad sjæl, der bragte liv og munterhed med sig, hvor han kom. Hans friske, djærve personlighed og hans sprudlende lune virkede ligeså styrkende ved sygesengen som opmuntrende i selskabssalen. Han var da også lige velset, både i byen og på landet, både i de velstående borgerhuse, i de stilfulde embedsmandshjem og på landadlens herregårde.

Med sin sunde, kraftige livsappetit forstod han at vurdere bordets glæder, ligesom han altid bevarede sin ungdoms levende trang til sværmerisk tilbedelse af kvindens skønhed og ynde.
Hvad han skrev af digte i disse sidste år af sit liv, er ikke betydeligt af omfang, men hver linie er præget af hans rige personlighed og mandige følelser.

Stiftsfysikus og digter Emil Aarestrups og hustruen ligger begravet på Assistenskirkegården i Odense.