Anchers Hus var hjem for et af de mest kendte par i dansk kunst, Michael og Anna Ancher og deres datter Helga. Huset står i dag bevaret, som da Anna Ancher døde i 1935.
En kunstnerfamilies hjem
Familien Ancher flyttede ind i huset på Markvej den 1. maj 1884, året efter Helga blev født. Her indrettede de sig med en meget personlig stil, der var langt forud for deres tid. Den herskende indretningsmode var klunketidens pomponer, tæpper og tunge gardiner, men Ancher-parret skabte et meget personligt hjem med møbler fra mange forskellige tidsaldre og miljøer. Både med lokalt håndværk, souvenirs fra udenlandsrejser og gaver fra lokalsamfundet, fra kongefamilien og internationale berømtheder. |